“Lugter den af får? Tænker du måske…”

3. kapitel i dyne-eventyret: “Lugter den af får? Tænker du måske…”

Ja. Ganske ganske lidt, vel at mærke, hvis du stikker næsen helt ned i dynen og inhalerer som i mødet med julemaden, den første forårsregn, eller din livret. Jeg finder det charmerende, fordi det minder mig om, at dynen kommer fra sunde, glade og fritgående øko-får. Det minder mig også om min fars glade får, hvoraf få af dem endda nyder at blive kløet bag ørerne. Julie har i øvrigt ikke lagt mærke til fåre-duft, så dominerende er den i hvertfald ikke; fåreelsker eller ej.

Hvordan er den ellers, dynen?

Den har tyngde – den er godt tung og det føles virkelig dejligt, hvis man holder af at putte og blive krammet af sin dyne på en behagelig måde, der ikke er kvælende, som en kraftig dundyne. Vores dyne vejer 500 gram per kvm, hvilket er standardtykkelsen. Der findes også én på helholdsvist 300 og 700 gram. Størrelsen er 200 x 220 cm og jeg er med mine 187 cm lykkelig for den ekstra længde.

Efter blot de første par nætter står det os klart, at vi er i en komplet anden dynekategori, end vi plejer. På den gode måde. Jeg har sovet i sommer- og vinterdun, syntetisk fyld og senest silke, men her har vi en sværvægter og vi har begge følelsen af at have opgraderet fra en gennemsnitlig bil til Tesla, eller lign. – et dynekvantespring. Det lyder voldsomt, så her kommer forklaringen:

Den varmer på en helt særlig måde; helt jævnt og konstant. Den tager ingen tid at varme op, selv når rummet er køligt. Selvom jeg oven i købet har tendens til at få det alt for varmt under de fleste dyner, så jeg igennem tiden har udviklet halvvirtuose dynevendemetoder, er varmen under ulden helt anderledes begagelig. Hvor jeg under dun kender til følelsen af at vågne helt klam og ubehageligt svedig, så jeg bare har haft lyst til at kaste mig ud af sengen og ind i brusen – for derefter at skifte sengetøj – er det en helt anden oplevelse med ulddynen. Jeg er ikke vågnet en eneste gang med klamme fødder og for første gang i månedvis sover jeg problemfrit igennem 8-9 ud af 10 gange. Desuden er den utroligt blød og med andre ord kan jeg ikke få mundvigene højt nok op.

Er der så slet intet minus så?

Man skal lede intensivt og længe efter negative ting at sige om denne dyne.
Trods den skønneste vinterluftede soveværelsestemperatur, holder Julie indtil videre ubesværet varmen og kryber ikke længere i retning af banens midterlinje. Det er ret negativt, men vi må se, om det er en blivende tendens.
Af mere tekniske og seriøse, men dog alligevel løselige, problemstillinger, finder vi en anden væsentlig faktor; valget af dynebetræk. Eftersom dynen er mere svær- end fluevægt, skal der være stropper i hjørnerne af dynebetrækkets inderside til fastgørelse af dynen, hvis man vil undgå, at den sejler rundt og stille, men sikkert forsvinder fra den øverste del af dynebetrækket. Dynens tyngde gør den også vanskeligere at manøvrere – særligt, hvis man sover alene med den.

Det har vi så ikke tænkt os at gøre.

Kontakt os
close slider