“Saunagus og livet som får”

5.kapitel i dyne-eventyret: “Saunagus og livet som får”

Vågner i natten. Ikke på grund af en drøm af hverken god eller uhyggelig karakter, men grundet en kraftigt – man er vel mand – stigende kropstemperatur. Under regulære dundyneforhold ville min krop på nuværende tidspunkt minde om resultatet af deltagelsen ved verdensmesterskaberne i saunagus, men det er tilsyneladende ikke tilfældet denne gang.

Jeg har influenza akkompagneret af sveddryppende feber, og hvor mine tidligere dynebekendtskaber har efterladt mig med den velkendte fornemmelse af ikke at være ét med dynen og sengen, men snarere et fremmedlegeme, som hurtigst muligt må og skal fragtes til nærmeste badefaciliteter, tager dobbeltulddynen kærligt imod alle dårligdommene. Dynen kan ikke vrides.

En præcisering er på sin plads: Jeg har svedt – og i samme voldsomme mængder, som ved tidligere tiders feberture, men dynen har ført næsten alt væsken væk fra kroppen. I stedet for følelsen af en græsplæne svøbt i klam og ikkekølende morgendug, har jeg ikke behov for at skifte sengetøj her midt om natten. En passende sammenligning kunne være dundyne-låg-effekten – ikke langt fra resultatet af en sommerløbetur med tætsluttet gummiregnfrakke – versus den gode vandretur i de nordliggende sommerfjelde, hvor uldundertøjet der åndbart og temperaturregulerende holder vandreren tør og behageligt varm uanset vejrets omskiftelighed.

Dagen derpå skifter jeg alligevel sengetøjet, men hvor en dundyne havde tigget om en tur i svømmehal, nøjes ulddynen tilstrækkeligt med en økonomisk, miljø- og tidsbesparende restitutionsudluftning; den skal honoreres for at have taget én for holdet. Med uldens termoregulerende og fugttransporterende evner, må det være praktisk at være et svedlugtfrit og lanolinholdigt merinofår.

Ulddyne-turné i det jyske

Apropos får, så gik turen kort efter den brutale influenza fra København til det Sønderjyske; nærmere bestemte lokalitet: Simmersted ved Vojens. Når et par tilsammen hedder Juhl Nissen til efternavn, og man bl.a. sælger juletræer, ja, så er gården utvivlsomt og ubestrideligt berettiget til det yderst velvalgte navn: Nissengård. Mangen dage op til jul er jeg igennem årene blevet udstyret med nissehue, gummistøvler og foret heldragt, når glade og fast tilbagevendende juletræskunder har parkeret i gården for at blive nisseligt betjent med sav, netmaskine og smil ude i gården. Lidt lækkerier bliver det da også til. Min far bor med sin kone på hendes fødegård og de har får. Min far elsker uld, og det samme har han lært mig under regnkolde cykelture, når min brors og mit tøj var gennemblødt, og det fra en sparsom oppakning blev erstattet med fars uldne undertrøjer i teltet.

Fra far til fårene og mit forhold til min fars fårehold. Jeg er vokset op med fårene, og mit hjerte er smeltet, når jeg har givet lam sutteflaske, hvis der af den ene eller anden grund ikke var mælk at hente hos moren. Da Julie og jeg skulle afsted på den Sønderjyske tur, blev ulddynen selvfølgelig pakket og medbragt; testes skal den – og i alle omgivelser. Om det var kærlighed ved første blik er ikke til at sige, men de kære får tog kærligt imod deres fjerne slægtning (se ovenstående billede).

Kontakt os
close slider